Jeg havde tidligt planlagt en tur væk i juleferien, så turen blev bestil tilbage i september, så har
gået at glædet mig til afrejse den 25 december og retur igen den 6. Januar 2019.

Planlægningen ville, at jeg havde muligheden for at se Raja Casablanca imens jeg var på vej
rundt. Jeg havde også håbet at se Agadir, men lykken vil at de 2 gange jeg er der, spiller de på
udebane.

Umiddelbart inden afrejse, var mit kendskab til den marokkanske liga meget begrænset.

Havde hørt om Wydad Casablanca som havde deltaget ved klub vm. Men dertil kendte jeg ikke
andre. Jeg så dog muligheden for at se naboklubben Raja Casablanca, som ligger lige på den
anden side af gaden fra Wydad.

Raja Casablanca har eksisteret siden 1949 og har normalt hjemmebane på Stade Mohamed V,
hvor der er plads til 45000. De har vundet det marokkanske mesterskab 11 siden starten og
har aldrig rykket ud af den bedste række. De har vundet den afrikanske Champions League 3
gange.

Desværre er deres stadion under ombygning, så derfor var kampen rykket til et mindre
stadion ved siden af deres træningsanlæg (som ligger omkring 3-4 kilometer fra Stade Mohamed
V). Dette stadion har en kapacitet på omkring 10000.

Jeg rejste om morgenen fra Marrakech med toget mod Casablanca. Turen er virkelig flot og
virkelig god, med 2,5 time i store sæder. Hurtigt hopper jeg i taxaen mod mit hotel ikke langt
fra Stade Mohamed V. Her ser jeg til min store glæde, at Raja Casablanca er ved at gøre klar til
at tage bussen imod stadion. Hurtigt får jeg tjekket ind, inden hotelpersonalet hjælper med at
fange en taxa og hjælpe mig imod stadion.

Ude ved stadion opstår allerede de første udfordringer, umiddelbart kaos foran billetboderne.
(dette viser sig at være helt normalt, og masser af politi tilstede). Jeg prøver at kæmpe mig
igennem, men det er kun tilladt at købe med medlemskab. Heldigvis hjælper en af de lokale
fans mig i den rette retning, for at høre om andre muligheder for at tilkæmpe sig en billet.
Desværre er der ikke mange som kan hjælpe. Efter at have kæmpet en 30 min, uden at komme
nogen vegne, er jeg klar til at give op.

Samtidigt vender min hjælper fra tidligere op igen, og spørger om jeg har fået hjælp. Ingen
succes og bare ærgerlig over muligvis at misse den kamp jeg havde glædet mig til at se. Straks
siger han, at jeg bare får hans billet, så ser han kampen hjemme. Virkelig en positiv oplevelse og humøret var straks højt.

Turen gik nu op mod stadion, hvor man skal igennem 5-6 checkpoints.

Jeg er havnet på det som er for sølvmedlemmer, et lille fyldt afsnit på hovedtribunen, som er
cirka 40% af den ene sidetribune (30% er til guldmedlemmer og de sidste 30% til udebanefans). Det lille stadion består af 2 ende tribuner med plads til omkring 2000 hver. Og en langside tribune med plads til omkring 5000 og hovedtribunen, hvor jeg sad med plads til omkring 2000.

Den modsatte langside tribune var omkring 40% fyldt til kampstart, og der var generelt meget
stille på stadion. Men så snart kampen gik i gang, begyndte fansene at røre på sig. Det kom
mere og mere snag, meget sammenhængene og koordineret. Og selvom der intet tag er på
stadion, var man ikke i tvivl om hvem der var hjemmeholdets fans.

Undervejs i kampen, kom der flere fans på stadion. Vil gætte på at der fra start var omkring 5000, men efter 30 min var der i hvert fald tilkommet yderligere 1000, hvis ikke flere. Stemning var høj hele første halvleg, hvor fansene fra Raja var i fokus.

I anden halvleg skiftede stemningen fuldstændig på tribunerne, både fordi udeholdet kom foran, samt at Raja fik en mand udvist kort efter. Stemningen gik fra optimistisk til vred indenfor 10 min. Langsiden som havde festet, støttet og sunget hele kampen, begyndte flere at kaste plastikflasker imod linievogteren. Men man kunne virkelig mærke fansenes passion, og hvor dedikerede de er.

Selve kampen og niveauet

Kampen endte 1-1. Udeholdet kom foran 0-1, og hjemmeholdet fik endda smidt en mand ud, men scorede til sidst.

Niveauet er nok omkring den danske første division. Der er rigtig mange lokale spillere, toppet op med nogle spillere fra andre afrikanske lande. Generelt er der meget brok, spilstop og nøl i kampen, hvor dommeren på intet tidspunkt har kontrol i kampen. Både træner og spillere overtræder mange gange de gældende regler, uden der fra dommeren eller 4. Dommeren får gjort noget ved problemet.

Alt i alt har dette være klart en af de bedre oplevelser med fodbold i udlandet. Først og fremmest hjælpen til at få billet, samt folk var helt overrasket over at en udlænding ville se deres hold.

Selve oplevelsen på tribunen er langt over hvad man oplever på danske stadions. Der er kun to hold i Danmark, hvis fans kan leve op til euforien på tribunen, og det er Brøndby og FCK.

Lidt om mig

35 år, fra Fredensborg. Har selv spillet fodbold siden jeg var en 5-6 år gammel. Siden dengang har jeg også fulgt fodbold.

Brøndby er hjerteklubben i Danmark, men jeg har også et forhold til både Lyngby og Aab. Ellers er jeg kæmpe fan af engelsk fodbold. Min første kamp var Wimbledon FC som slog Chelsea 5-3 tilbage i 1988 (hvis jeg husker korrekt).

Siden dengang har jeg fulgt engelsk fodbold fra Confrence league og opefter. Min klub i England, er Southampton og stammer fra en kærlighed til Matthew Le Tissier og The Dell.

Jeg har rejst i det meste af verden, og har derfor også haft muligheden for at se fodbold i eksotiske land som Malaysia, Thailand, Vietnam, Kina, Singapore, Canada/USA, Jamaica, Barbados, Trinidad og Tobago, Sydafrika, Kenya, Ægypten samt det meste af Europa.