På den italienske riviera ligger havnebyen Genova. Byen er blandt andet kendt for at være fødeby for Christoffer Columbus, for et kæmpe saltvandsakvarium, et stort fyrtårn og ikke mindst de to fodbold klubber Genoa CFC og U.C Sampdoria

Man kan have mange motiver og indgangsvinkler til at groundhoppe. Kærlighed til fankultur, begejstring for stadionarkitektur, glæden ved at rejse eller noget helt fjerde.

For mit vedkommende er det en blanding af mange ting, men groundhopping for mig startede først og fremmest som en rejse tilbage i barndommen. Jeg ville besøge de steder, jeg holdt af at se i tv som barn.

Gennem årene er de steder blevet krydset af. Der manglede dog et stadion, og i Januar i år blev det endelig krydset af.

Det drejede sig om Stadio Luigi di Ferrari. Hjemmebane for både Genoa CFC og U.C Sampdoria.

 

Hvorfor lige netop det stadion – og hvorfor lige Sampdoria?

Som dreng i halvfemserne var der masser af italiensk fodbold i tv. Først på TV2 og senere på TV3, inden Canal+ tog rettighederne med sig bag et dyrt tv abonnement.

Dermed forsvandt den italienske fodbold lige så stille ud af billedet i takt med mindre tilgængelighed, og den store påvirkning af calciopoli skandalen og ikke mindst finanskrisens hærgen i Italien, som bankede italiensk fodbold lysår tilbage.

Tilbage i start 90erne og min barndom var italiensk fodbold en magtfaktor i Europa og blev med rette regnet for den stærkeste liga i verden. I Danmark kunne man købe samlekort med alle hold fra serie A og sætte dem i samlehæfter.

I den periode havde Sampdoria sin storhedstid. Det blev til en triumf i pokalvindernes Europa cup, pokaltitler, klubbens eneste mesterskab i 1991 og en finaleplads i Europa Cuppen for mesterhold på Wembley mod selveste Barcelona med Michael Laudrup på holdet i 1992.

Så dengang blev der vist mange Sampdoria kampe på dansk tv. Luigi di Ferrari var som mange andre Italienske stadions blevet renoveret i forbindelse med værtsskabet for VM i 1990.

Stadion er totalt lukket af og med tilskuerne enormt tæt på banen. Det minder ikke om mange andre italienske stadions i sin arkitektur. Stadionet har ikke ændret sig voldsomt siden dengang. Derfor blev jeg fascineret af netop lige dette stadion.

En anden ting, som fascinerede mig, var Sampdorias fodboldtrøje. Den er Blå og med hvide, sorte og røde tværgående striber. Jeg synes, at det er verdens flotteste fodboldtrøje.

Sampdorias logo er en sømand med skæg, der ryger en pipe. Denne sømand kaldes Baciccia, som er byens protektor. Historien bag trøjen med de fire farver skal findes i historien om Sampdoria. Klubben hedder U.C Sampdoria og er grundlagt i 1946. U.C er en forkortelse for Unione Calcio, som betyder fodboldunion på dansk.

Som U.C måske antyder, så er Sampdoria en sammenlægning af to klubber fra Genova nærmere bestemt Sampierdaranese og Andrea Doria. Deraf navnet Sampdoria. Sampdorias trøje indeholder alle fire farver, som de to moderklubber havde.

Sampdoria er den nye dreng i klassen i Genova. Genoa CFC er den gamle klub i Genova og er grundlagt i 1893. Jeg vil ikke gå yderligere ind i Genoas historie og de to klubbers indbyrdes forhold, andet end når de mødes, kalder italienerne dette for derby della Lanterna. La Lanterna er fyrtårnet ved indsejlingen til byens havn.

Dette fortjener et særskilt blogindlæg, og jeg har stadig til gode at opleve dette derby. Dog skal det nævnes, at Genoas fans kalder Sampdoria for i ciclisti (på dansk cyklisterne), da de mener, at Sampdorias trøje minder om en cykeltrøje med alle de farver. Dette er ikke positivt ment.

Sampdoria vs. Brescia

Som tidligere nævnt fik jeg endelig besøgt Luigi di Ferrari i januar i år. Modstanderne denne gang var Brescia. Måske ikke den største kamp på kalenderen, men ikke desto mindre en voldsom vigtig kamp, da begge hold var placeret i den forkerte ende af tabellen.

Genova har sin egen lufthavn men ingen direkte flyvninger fra Danmark. Enten tager man en mellemlanding, eller også tager man toget fra Milano. Da jeg havde været på San Siro i Milano aftenen før, tog jeg toget fra Milano. Turen tager halvanden time. Jeg var med en tidlig afgang fra Milano, da kampen i Genova blev spillet søndag kl.15:00.

De fleste langdistance tog ankommer til banegården Genova Principe. Jeg havde booket et hotelværelse lige ved siden af stationen, da jeg skulle videre med toget mod Parma dagen efter.

Genova Principe ligger dog ca. fire km fra Luigi di Ferrari, men der kører shuttlebusser fra stationen direkte til stadion. Derfor var det intet problem at komme til stadion.

Ved Stadion stoppede bussen lige bagved Gradinata Sud, som er den ene endetribune. Her bor Sampdorias Ultras. Deres Ultras kaldes Ultras Tito Cucchiaroni. Det særlige ved dem er, at de regnes for at være en af de første fangrupperinger, der anvendte navnet Ultras. Desuden er Ultra Tito i modsætning til mange andre italienske ultragrupper apolitisk

 

Luigi di Ferrari er et by stadion, omkranset af boliger på den ene side og floden Bisagno på den anden side.

Jeg havde købt billet til den ene langside. Selvom jeg elsker de gammeldags billetter, havde jeg købt billetten hjemmefra som print selv billet. Jeg kan bedst lide, at der er styr på tingene inden afgang på en tur. Italien skal man vise billet med navn på sammen med billede id for at kunne komme ind på stadion. Dette er en vigtigt detalje, hvis man begiver sig ud på et italiensk fodbold eventyr.

Ude foran stadion var det fyldt med fodboldfans klædt i Sampdoria meget genkendelige farver. Der blev nydt øl og hygget. Det skal dog siges, at italienerne ikke har den samme øl kultur som os nordeuropæere, så der blev også en nydt en masse tobak. At bedømme ud fra lugten blev der også nydt en masse knap så lovlig tobak.

Jeg gik ind på stadion en time før kickoff for at kunne se stadion rigtigt an. Luigi di Ferrari har med garanti set bedre dage, og kunne godt opgraderes til moderne forhold. Sæderne er meget små, og man kommer virkelig sin sidemand ved. En kamp mod Brescia er ikke kamp, der trække fulde huse, så der var masser af plads til at kunne skifte sæde undervejs i kampen.

Brescias Ultras var allerede på plads, da jeg kom ind, og de bakkede allerede deres hold op. Gradinata Sud fyldtes først op kort før kickoff. Ved kickoff var stemningen helt kanon, og Sampdorias Ultras bakker virkelig deres hold flot op. De var i højt humør hele kampe, selvom Brescia tog en tidlig føring, for herefter bankede Sampdoria Brescia med 5-1.

Personligt var det en fantastisk god oplevelse. Klasse stemning, en god kamp og ikke mindst en tur tilbage til barndommens drømme for en lille dreng om en gang at besøge Luigi di Ferrari og se verdens flotteste fodboldtrøje. Sådan en oplevelse får groundhopping til at gå op i en højere enhed for mig.

Jeg vil klart anbefale andre at tage på en tur til Genova eller til italiensk fodbold helt generelt. Italiensk fodbold er langt bedre end sit defensive ry. Stadions i Italien er for manges vedkommende gamle og slidte, men er det ikke netop det, som vi groundhoppere holder allermest af?