Det hele begyndte tilbage i 2011, da jeg var på ferie i Serbien og hvor jeg så FK Partizan spille mod belgiske Genk på hjemmebane i Champions League kvalifikationen. Desværre kun i TV da jeg befandt mig i det sydlige Serbien, langt fra Beograd og Stadion Partizan. Det er her mit kendskab til FK Partizan for alvor begynder, for inden afrejse var mit kendskab til den serbiske liga og fodboldkultur ret begrænset. Dog vidste jeg at OB engang mange år forinden havde mødt Partizans ærkerivaler Crvena Zvezda (Røde Stjerne).

Intetanende om at jeg flere år senere ville begynde at interesse mig for Balkan og fodboldkulturen der, og før jeg overhovedet fik øjnene op for groundhopping, spoler jeg tiden frem til sommeren 2017 hvor jeg er på sprogskole i Beograd.

 

Baggrundsviden

I hvert land har forskellige klubber forskellige rivaler. Derudover har mange klubber venskabsklubber i udlandet. Partizans største rivaler i Serbien er Crvena Zvezda, og har været det lige siden begge klubbers tilblivelse i 1945. Men især efter Jugoslaviens sammenbrud i 1991 er opgøret mellem de to klubber intensiveret og er i dag kendt som Večiti Derbi (Det evige derby). Klubbernes stadion ligger 500 meter fra hinanden. Blandt Partizans ultras, Grobari, er klubbens stadion, Stadion Partizan, kendt som Fudbalski Hram (Fodboldens tempel). Før Jugoslaviens sammenbrud var Partizans stadion opkaldt efter Jugoslaviens hær – Stadion JNA. Blandt Crvena Zvezdas ultras, Delije, er deres stadion, Rajko Mitić, kendt som Marakana.

Partizan spiller i sort og hvidt, blandt andet derfor er de venskabsklub med PAOK FC fra Thessaloniki i Grækenland. Crvena Zvezda spiller i rødt og hvidt, blandt andet derfor er de venskabsklub med Olympiacos FC fra Athen i Grækenland. PAOK er Olympiacos’ største rival udenfor Athen, deres fans hader hinanden og samtidig støtter de venskabsklubberne rigtig meget. Derfor er Partizan – Olympiacos hadets opgør, en form for et serbisk – græsk hads derby. Grundet disse omstændigheder har UEFA ikke tilladt Olympiacos fans adgang til Stadion Partizan.

Den nemmeste måde at komme til både Stadion Partizan og Marakana er med bus fra centrum af Beograd. Man kan enten stå på bus 40 eller 41 fra Studentski Trg eller fra busstoppestedet Glavna Pošta som ligger lige ved siden af parlamentsbygningen og lige overfor hovedpostkontoret.

Jeg stod på bus 41 ved Glavna Pošta og efter 15-20 minutter stod af ved busstoppestedet Muzej Jugoslavije, som er der Jugoslaviens tidligere ubestridte leder, Josip Broz Tito er begravet. Derefter gik jeg mod Stadion Partizan som ligger 5 minutter væk på Ulica Humska. Billetkontoret ligger dog for enden af vejen og til højre på Ulica Dinarska. Mange ventede i kø til at købe billet og der var allerede god stemning inden kampen her.

Da jeg havde købt min billet da Istok (østsiden) gik jeg tilbage op ad Humska mod indgangen. Der var fyldt med mennesker, så det gik langsomt med at komme ind på stadion. HUSK at efterlade mønter på dit hotel da vagterne tager dem fra dig – også til ligakampe. Vandflasker må heller ikke medbringes på stadion. På trods af at UEFA havde bandlyst græske fans på stadion, begynder en flok unge Partizan fans på et tidspunkt at løbe mod den anden side af stadion, som om de har fået færten af græske fans som skal have bank. Hvorfor de løb ved jeg ikke, for der var absolut ingen græske fans i Beograd den dag.

Foto: Simon Lindholm Jürgensen

 

“Partizan – frem for alt andet”

Selve kampen og atmosfæren

Niveauet var til tider rigtig fint og der blev spillet rigtig godt fodbold, andre tidspunkter var det lige omvendt med rigtig dårligt niveau og spil. Som oftest, faktisk nærmest aldrig, er selve spillet på banen fra Balkan ikke noget at skrive hjem om. Det er niveauet på tilskuerpladserne til gengæld.

Denne juliaften i 2017 havde næsten 25.000 tilskuere fundet vej til stadion for at se kampen, og inden kampstart sang alle med på klubbens sang ”Da volim crno bele” (Ja, jeg elsker de sorthvide). Det var fedt og lidt noget andet end hovedparten af den danske fankultur. Men det skulle blive federe endnu. For da kampen blev fløjtet i gang brød hele stadionet ud i én kæmpestor koreografi med sang.

Sangen hele stadionet sang var en PAOK sang som bliver brugt når Olympiacos kommer på besøg. Grobari sang en PAOK sang for at pisse Olympiacos af og for at få dem til at føle sig som på udebane i Thessaloniki. Den knap så børnevenlige sang lød da også som følgende og kan rundt regnet oversættes som:

Gavri munja, gavri munja                                   Små fisser, små fisser

Gamo to vromo Pirea                                           Fuck af til Piræus

Ke tin ekta, ke tin okto                                         Gate 7, Gate 8

Gamo ton Olimpiakooo                                       Fuck jer selv Olympiacos

 

Netop derfor kalder jeg kampen for hadets opgør! Det var en heksekedel med vilde fans, og det var fedt!

 

Partizans største profil på det tidspunkt var helt klart Uroš Đurđević som havde scoret 28 mål i sæsonen forinden, og Olympiacos’ største profil var helt klart den bosnisk fødte serber, Marko Marin. Selvom atmosfæren var vild og Grobari skabte en heksekedel, så lod Olympiacos spillerne ikke lade sig gå på. Allerede efter 6 minutter scorede El Fardou Mohamed Ben Nabouhane efter tvivlsomt forsvarsspil af Partizan. Marko Marin var manden med assisten. Men bare 4 minutter senere scorede Léandre Tawamba for Partizan, hvilket fik stadion til at eksplodere i jubelbrøl og stemningen fik lige endnu et hak opad der.

I løbet af første halvleg da Marko Marin skulle tage et hjørnespark, blev der kastet kinesere fyrværkeri efter ham og da holdene gik til pause blev der kastet plastikflasker osv. efter Olympiacos spillerne. Var det en heksedel med vilde serbere, som jeg aldrig havde oplevet lignende før? Ja, det var det!

I anden halvleg bølgede kampen frem og tilbage, men efter 56 minutters spil kom Olympiacos foran 2-1. Igen var målscoreren El Fardou Mohamed Ben Nabouhane (han spiller forresten pt. for Partizans ærkerivaler Crvena Zvezda), og igen var det efter tvivlsomt og utrolig passivt forsvarsspil. På kanten af feltet med 2-3 spillere omkring sig, hamrede han bolden i kassen nærmest stående helt stille. Frustrerende.

Partizan havde også deres chancer, især et hovedstød efter et indlæg som gik lige forbi stolpen. Partizan pressede på for udligningen, især i kampens slutning. I kampens overtid blev Partizans firebackkæde fanget langt oppe på egen banehalvdel og med en lang stikning blev de fanget i en kontra hvor Emmanuel Emenike med et frækt træk udenom målmanden nemt kunne score til slutresultatet 3-1 til Olympiacos.

Niveaumæssigt er der stor forskel på når Partizan spiller i den hjemlige liga og når de spiller europæiske kampe. Det samme gælder på tribunerne og opbakningen er meget større og vildere til de europæiske kampe. Min største fodboldoplevelse inden Partizan – Olympiacos var et North West Derby på Old Trafford med lige knap 76.000 tilskuere på tribunerne, men det var intet i forhold til det her. Det der kom tættest på atmosfæren til Partizan – Olympiacos, var to uger tidligere da Partizan spillede mod FK Budućnost (Fremtid) fra Montenegro.

Selve oplevelsen på tribunen er langt over hvad man oplever på danske stadions. I mine øjne er der ikke nogen danske fans som kan leve op til den atmosfære og vildskab, ikke engang Brøndbys fans som er Danmarks klart bedste fans ifølge mig. Det siger lidt.

 

Lidt om mig

Jeg hedder Simon, er 29 år og bor i Aarhus, men er oprindeligt fra Vestjylland. Jeg har en bachelorgrad i Balkanstudier med tilvalg i Centraleuropastudier, og jeg har boet i Beograd og Warszawa. Jeg spillede fodbold da jeg var yngre, og den største oplevelse i min karriere var nok at spille fodbold i baghaven med Morten Skoubo. Derudover var min karriere ikke ret glorværdig.

FCM er hjerteklubben i Danmark, da der fra min hjemby er cirka lige langt til Viborg og Herning. Og hvem gider dog holde med Viborg? I hvert fald ikke mig. Min første kamp live var i 2008 med FCM som slog OB
4-0 b.la. på et hattrick af Baba Collins. Derudover er jeg bare generelt kæmpe fodboldfan, men jeg er dog nok størst fan af FK Partizan. I Aarhus ynder jeg helst at se fodbold på Riisvangen da det er meget hyggeligt.

Jeg ynder at se fodbold hvor end jeg rejser hen, hvilket har gjort at jeg har brændt nallerne i Bulgarien.
Men det er helt klart i Østeuropa jeg synes fankulturen er fedest.