April måned 2019. Foråret er på vej i det engelske. Med sol og 20 grader er det var virkelig glædeligt, at dagen bød på et besøg hos The Sky Blues og Coventry City, som tog imod Bradford City.

Coventry City er for mig synonym med 90’ernes Premier League og jeg husker primært klubben for Dion Dublin, Gary McAllister og Robbie Keane (Hans debutsæson 1999-2000). Efter 106 år på Highfield Road skiftede de i 2005 til Ricoh Arena, som har plads til 32.609 tilskuere.

Ricoh Arena ligger små 5,5 km nord for bymidten ved motorvejen og et større shoppingcenter. Et klassisk normalt ’nyt’ stadion præget med indbygget hotel, konference faciliteter og Casino.

Ricoh Arena. Foto: Christian Bagge

Opvarmning på The Flying Standard

Jeg landede i Birmingham Lufthavn tidlig formiddag og herfra gik bussen direkte til Coventry midtby, hvor der blot var få hundrede meters gang til den pub, som jeg havde udset til et par opvarmnings øl. Pubben havde et flot og historisk udtryk.

Pubben var en del af kæden Weatherspoons, som er kendt for de ’tidligste’ øl tilgængelige, deres fravalg af musik og skærme samt deres billige prisniveau.

The Flying Standard var stor og der var fyldt med lyseblå supportere 2,5 time før kampstart som forkælede med lidt sang til øllen. Desværre med få højdepunkter lydmæssigt.

The Flying Standard. Foto: Christian Bagge

På The Flying Standard kom jeg i snak med Gareth, som havde fuldt Coventry siden 1990. Han fortalte at planen da der skulle skiftes stadion, faktisk var et topmoderne stadion til 45.000, som også skulle bruges såfremt England vandt buddet om VM i 2006.

Dårlig økonomi havde dog præget klubben og derfor var det blot blevet til stadiondeling med Wasps Rugby.

Ricoh Arena

En lille time før kampstart hoppede jeg på bussen, som tog små 25 min til stadion. Omgivet af veje og store parkeringspladser, lå Ricoh Arena. På den traditionelle rundtur omkring stadion, indså jeg hurtigt at Wasps Rugby kommer foran den ellers traditionsrige fodboldklub på dette stadion, hvor både skilte og shoppen overstrålede The Sky Blues.

Bemærkelsesværdigt på turen omkring stadion, var at man på den ene tribune kunne betale i porten (Som i gamle dage). Det har jeg kun oplevet tidligere i England på Griffin Park hos Brentford. Et kæmpe minus er her, at du ikke får den vitale billet til samlingen.

Stadion var besøgt at små 11.711, som gav stadion en halvtom atmosfære inden kampstart. Jeg havde bestilt en god plads på langsiden som heldigvis var solsiden og i klassisk engelsk stil blev det til t-shirt, da temperaturen havde rundet de 20 grader. Stadion havde som et plus nogle dejligt stejle tribuner, som gjorde at jeg følte mig tæt på banen.

Ricoh Arena. Foto: Christian Bagge

Da kampen begyndte rejste langsiden og hjørnet til venstre for mig sig op og leverede lidt vokal opbakning. Generelt var der fine sange konstant, men ikke den store kraft. Kampen var super underholdende med mange chancer og det var i vanlig britisk stil netop ved chancer og tacklinger at lyden nåede sit højeste.

I pausen blev der quizzet på historiske billeder af tidligere spillere på storskærmen. Dog måtte man komme til næste hjemmekamp, hvis man ønskede svarene. Så hvorvidt jeg har kunne gætte nogle af dem, skal jeg lade være uvist.

Stemningen i 2. halvleg bar præg at Coventry første med 1-0 og dominerede total med en mand i overtal. Jeg forlod (ganske unormalt) stadion efter 75 minutter, da jeg havde luret, at Wallsall efterfølgende spillede hjemme mod Southend United og kunne nås i en Uber.

Jeg missede derfor 2-0 scoringen.