Min sidste udlandstur, inden coronavirusen fangede os alle i sit tentaklede greb, havde ét klart mål; at se den første kamp i Göransson Arena i Sandviken. Turen kan derfor rubriceres i den mere nørdede del af groundhopping-kategorien.

Bindinger hjemme havde dikteret en søndag til tirsdags-tur, og det var et tight fit med afgang fra Kastrup søndag middag og svensk pokalkamp i Stockholm-forstaden Bromma sidst på eftermiddagen. Turen forløb glat, pakkenellikerne blev smidt på hotellet lige over for Centralen i Stockholm og T-banen bragte mig til Johannalund, hvorfra det er en kort gåtur til Grimsta IP. Med Hammarby som modstander var det ikke nødvendigt at se på et kort, man kunne bare følge Bajen-fansene.

Grimsta IP er et funktionelt stadion med tribuner på begge langsider, den ene noget større end den anden. Hammarby-supporten udgjorde langt størstedelen af de godt 3000 tilskuere på denne råkolde marts eftermiddag, hvilket blev åbenbart, da Bajen bragte sig foran 1-0 inden sekundviseren havde løbet to omgange på uret. Hammarby er en af de tre store klubber i Stockholm, sammen med AIK og Djurgården, og har en stor og entusiastisk tilskuerskare, som sørgede for, at det var en ”hjemmekamp på udebane”. Hammarby vandt i sidste ende 2-0, men Brommapojkarna gav sig ikke uden kamp, et brændt straffespark i 2. halvleg gjorde dog, at der aldrig blev den store spænding om resultatet.

Efter kampen gjorde T-banen igen sin skyldighed og bragte tilskuere og sultne og kolde groundhoppere tilbage til centrum, hvor Bishops Arms bibragte varme, mad og øl. Bishops Arms er en pubkæde, man finder over hele Sverige, som er specialiseret i at have et godt udvalg af craft beer. Som oftest med store kæder er det ikke de mest hyggelige pubber, men i en snæver vending er det et godt sted at dumpe ind. Aftenen fortsatte med en rask gåtur gennem Gamla Stans snævre gader, hvor man halvt om halvt forventer at ramle ind i Annika Bengtzon, forbi det tilsyneladende permanente renovationsarbejde på Slussen til Söder, hvor man finder adskillige fortrinlige craft beer-barer. En rolig søndag aften bragte mig forbi Omnipollos Hatt, den mest hippe og overfyldte hipster-joint i Stockholm, men med udsøgt øl og Stigbergets Fot, lige så god øl og plads til at sidde ned. I området tæt på Slussen kan Oliver Twist og Akkurat også anbefales, ligesom man ikke må snyde sig selv for at nyde den smukke udsigt over Gamla Stan og Stadshuset.

Mandag morgen var målet først Gävle, hvor jeg havde booket et værelse på et lille 1. sals-hotel, og dernæst Sandviken. Gävle er en by, der er mest kendt for Gävlebocken, verdens største halmjulebuk, der opstilles før 1. søndag i advent hvert år, og som de fleste år brændes ned i løbet af december. Hvis man ikke tænder for vildt på julebukke, har byen også et fodboldhold, Gefle IF, og et ishockeyhold Brynäs.

Sandviken er en lille industriby, hvis eksistensberettigelse er jernværket, Sandvik AB. Med 25.000 indbyggere og 5.000 ansatte på jernværket er jernens betydning for byen tydelig. I fodboldkredse er Sandviken kendt som det mest nordlige sted, hvor der er blevet spillet fodbold i en VM-slutrunde, på Jernvallen i 1958. Sandvikens IF spiller de fleste af sine hjemmekampe på Nya Jernvallen, et fint lille anlæg, men spiller også enkelte kampe på Jernvallen (VM Arenan), et stadion, som jeg kommer tilbage til Sandviken for at ”krydse af”.

Göranssons Arena er en imponerende indendørs arena med plads til 4000 tilskuere – navngivet efter jernværkets grundlægger og betalt af Göransson Fonden (170 mio kr.). Arenaen har siden opførelsen i 2009 været hjemmebane for Sandvikens AIF bandy, som er den store sport i byen. Jeg kunne forstå på folk, jeg snakkede med, at bandyklubben og fodboldklubben i mange år ikke har været på god fod, men at situationen har ændret sig nu, og der vil blive spillet mere fodbold i Arenaen, mens bandyklubben spiller flere kampe på Jernvallen, som var frosset til med is.

Mestrene fra Djurgården havde bragt 600-700 tilskuere med sig og fyldt udebaneafsnittet og resten af Arenan var også udsolgt til sidste plads. Det var en begivenhed for byen og helt oplagt, at størstedelen af tilskuerne var der for begivenhedens skyld. En mindre gruppe af Sandviken-tilhængere skabte en snert af stemning, men det var en ulige kamp med de medrejsende Djurgården-tilhængere. Sandviken IF var et fysisk spillende hold, som meget passende gik til stålet, men havde svært ved at ramme målet på deres chancer. Djurgården var kompromisløse og cruisede 2-0 indtil de sidste minutter, hvor hjemmeholdet helt ud af det blå scorede to gange i en af den slags comebacks, som gør fodbold så fascinerende. Denne del af den svenske pokalturnering spilles som et gruppespil, så 2-2 var bare kampens resultat og ét point til hvert hold i fireholdsgruppen, som Djurgården endte med at vinde.

Sandviken er en fin lille by men ikke et mekka for craft beer. The Church, der som navnet antyder, er en kirke, som er ombygget til restaurant og bar, er et besøg værd.