Jeg har siden 2014 altid planlagt min sommerferie efter starten på de tyske ligaer eller pokalturneringen. Sommeren 2018 var ingen undtagelse. For første gang blev det udelukkende en tur på Tysklands fodboldmæssige tredjeklasse, og for f….. det var fedt!!

 

Sidste weekend i juli 2018 startede 3.liga. 3.liga er den “dårligste” profesionelle række i Tyskland. Rykker man ned herfra, ender man hos amatørerne i regionalligaerne.

Planen var tre kampe henover fredag, lørdag og søndag. Det havde også været muligt at tage mandag med, men mandag stod den altså på det absolut mest klassiske jyske opgør blandt de to mest vindende jyske klubber, nemlig Vejle og Agf. Den kamp vandt så over en Sportsfreunde Lotte hjemmekamp.
Men planen var som følger:

Fredag: Eintracht Braunschweig – Karlsruher SC

Lørdag: VFL Osnabrück – Würzburger Kickers

Søndag: Energie Cottbuss – Hansa Rostock

Fredag: Eintracht Braunschweig – Karlsruher SC

 

Som bosiddende i det Østjyske er en køretur  til Braunschweig ikke den længste køretur, man kan begive sig ud på, men jeg indrømmer gerne, at jeg er doven, så jeg valgte at flyve til Berlin på den nyoprettede direkte rute fra Billund. Fra Berlin gik det så videre med tog til Braunschweig, hvor jeg tjekkede ind på et hotel lige ved siden af banegården. Det var ret praktisk, da de næste dage bød på en del togture.
Braunschweig var sæsonen inden efter en forfærdelige stime til sidst rykket ned i 3.liga, og forventningerne fra fansene var en hurtig tilbagevenden til 2.bundesliga. At sæsonen slet ikke endte med at gå sådan, og at klubben først undgik den total katastrofale nedrykning til regionalligaen i sidste spillerunde kun reddet af en bedre målscore end Cottbus, som man i øvrigt spillede hjemme mod i sidste runde, er en helt anden historie. I stedet tog modstanderholdet fra Karlsruhe den ene oprykningsplads.

Braunschweig spiller hjemme på Eintracht Stadion med plads til lidt over 23.000 tilskuere. Eintracht stadion er et gammelt klassisk tysk stadion med løbebane rundt omkring, og på den måde ej heller det bedste stadion. Men jeg syntes, at det alligevel var fedt. Onde tunger vil selvfølgelig sige, at man som fan af AGF (min klub) er vant til at se fodboldkampe på et atletik stadion.
Fra mit hotel tog jeg en sporvogn direkte til stadion. Jeg endte med at hoppe af lidt tidligere end stadion, da jeg opdagede, at Braunschweigs fans havde en fælles march til stadion. Allerede her var stemningen fantastisk, og det var tydeligt at mærke, at optimismen virkeligt boblede blandt de lokale inden sæsonstart.
Som jeg ofte gør på diverse fodboldture, så købte jeg en billet tæt på udeholdets fans, så man har en chance for at høre begge lejres fans. Da dette var en fredagskamp kom Karlsruhes fans først et kvarter før kampstart. Der er trods alt et stykke vej fra Karlsruhe i det sydlige tyskland til Braunschweig. De var cirka tusind mand og bakkede selvfølgelig deres hold op med fuld vokal gennem hele kampen. Det samme gjorde hjemmeholdets fans. Selvom der var løbebane rundt om stadion, så er stadionet alligevel meget intimt. Så stemningmæssigt var kampen, som i øvrigt endte 1-1, en rigtig god oplevelse. I alt mødte der 20.000 op til kampen. Ret imponerende for en kamp i tredje bedste række.

 

Lørdag: VfL Osnabrück- Würzburger Kickers

 

Med base i Braunschweig blev lørdagen tilbragt en del i tog. Fra Braunschweig til Osnabrück tager det cirka to timer hver vej.
Osnabrück spiller hjemme på Stadion an der Bremerbrücke med plads til lidt over 16.000.

Det er et rigtigt intimt stadion med en lille langside tribune og en større langside tribune på den anden side. Endetribunerne er ståpladser. I tyske sammenhænge er det selvfølgelig et af de mindre stadions.
I alt mødte der ca.7500 op, heriblandt maksimalt en tyve stykker fra udeholdet. Kampen endte på dramatisk vis, da hjemmeholdet scorede et sejrsmål til 2-1 i overtiden. Hvad hjemmeholdet fans ikke kunne vide, så var dette starten på en jubelsæson på Stadion an der Bremerbrücke. Sæsonen endte nemlig med en oprykning. Stemningsmæssigt var kampen også rigtigt god. Rigtigt mange superligakampe meget overlegen.
Hvis man, som jeg, har en svaghed for tyske klubsange så tage et lyt til Osnabrücks. Det er en rigtigt sjæler: https://youtu.be/fl-dW9L3Q8M

Tyskland er jo også kendt for deres pølsekultur, og der er til alle kampe en rig lejlighed til at få sin sult stillet. Til denne kamp serverede man den såkaldte Krakauer, som er en slags krydderpølse fra Østeuropa. Det er min yndlingspølse på de tyske stadions. I min bog er den bedre end bratwursten, som også er en stor tysk specialitet.

Søndag: Energie Cottbus – Hansa Rostock

Søndag måtte jeg tidligt op. Det var tid til at forlade basen i Braunschweig og begive sig ud østpå til Cottbus, som ligger ved den polske grænse.
For at komme til Cottbus skal man skifte til regional tog i Berlin. Jeg ankom til Berlin Hauptbahnhof med ic-tog fra Braunschweig. Regionaltoget til Cottbus afgår fra den øverste etage på hovedbanegården i Berlin. Jeg er meget vant til at rejse med tog i Tyskland, så at finde toget og stige på var selvsagt ikke et problem. Jeg steg på sammen en 15-20 andre søndagsrejsende. Dog kørte toget ikke til tiden. Jeg er typen, der sætter stor pris på punktlighed, så jeg var selvfølgelig træt af det. Kort tid efter kunne man fra de lavere etager høre: “Hier regiert der FCH“. Toget ventede selvfølgelig på Rostocks fans. Øjeblikket efter væltede det ind med meget veloplagte Rostock fans, som selvfølgelig ligesom jeg havde skiftet tog i Berlin. De var ledsaget af kampklædte betjente. Der var liv og glade dage i toget til Cottbus. Ingen fik lov til at stige på toget. Da toget efter en lille time ankom til Cottbus, var alle søndagsrejsende stået af toget. Der var en dansk groundhopper og en masse fodboldfans fra Rostock. Min plan var at stille min bagage i en opbevaringsboks på banegården i Cottbus. Politiet var af den opfattelse (iøvrigt logiske), at alle fra toget ikke skulle ind på banegården, hvilket gav mig et par problemer.
Jeg spurgte en betjent, om jeg måtte komme ind på banegården. Jeg viste ham mit danske pas og sagde, at jeg ikke var en fodbold fan. Udlændingekortet virkede, og jeg kunne slippe ud af politiafspærringen.
Cottbus mod Rostock er ikke en almindelig fodboldkamp. På trods af, at der er næsten 500km mellem klubberne, så hader de hinanden indædt. Denne rivalisering stammer fra tiden, hvor de var de to eneste østtyske hold i Bundesligaen. Rostock blev i 90erne mange østyyskeres kæledægger, da de med begrænsede midler bed sig fast i bundesligaen. Senere kom Cottbus på mirakuløs vis op i bundesligaen med endnu mere begrænsede midler. Dermed blev Cottbuss de nye kæledægger, og Rostock fans begyndte at hade Cottbuss.
Fra banegården er der Ca.1,5 km til fods til Stadion Der Freundschaft, som er hjemmebanen for Cottbuss. Man drejer til højre og gør ligeud ad af en tosporet hovedvej gennem byen. Den vej var lukket for trafik, så man kunne gå på vejen. Politiet havde det helt store arsenal frem til denne kamp i form af meget mandskab, vandkanoner og helikoptere. Åbenbart så var jeg, uden at have opdaget det, gået igennem en afspærring, for der var kun Rostock fans på vejen. Jeg endte selvfølgelig bag den ene endetribune, hvor Rostock fans skulle være. Her var der også totalt afspærret af betjente, men jeg forklarede en betjent, at jeg havde billet til hjemmebaneafsnittet og viste mit danske pas. Jeg fik lov til at komme forbi, og kunne efter at have spist endnu Krakauer finde min plads på øvre afsnit af den ene langside tribune.
Stadion der Freundschaft har plads til ca.23500 tilskuere. Stadion er blevet renoveret flere gange. Det er egenligt en ganske fint stadion, hvor man er tæt på banen osv og et godt mix af gammelt og nyt.
Energie Cottbus havde gennem årene oplevet et stort fald fra tinderne siden de glade bundesligadage. Inden sæsonen 18/19 var de endt helt nede i regionalliga Nordost, hvor de dog efter playoff mod Weiche Flensburg endte med oprykning til det professionelle fodboldsystem igen.
Jeg havde valgt en plads tæt Rostocks fansene. Det var ikke tilfældigt, fordi de altid er fantastiske. Til denne kamp havde over 3000 taget turen fra østersøen til den polske grænse. Modsat spillerne skuffede fansene på ingen måde. Der var fuld vokal, selvom Cottbus bankede Rostock 3-0. Men kampen om den højeste vokal på tribunen vandt Rostock overlegent.
Der var 13500 til kampen, og det var en forrygende oplevelse. Godt spil, høj solskin og ikke mindst rigtigt god opbakning fra begge holds fans.

 

En time efter kampen var det meningen, at jeg skulle tilbage til Berlin med et tog, som kørte en time efter kampen.

Som tidligere nævnt så var hovedvejen til banegården spærret af til Rostockfansene, så jeg måtte gå af stier og små sideveje tilbage til stationen. Det blev lidt af en omvej, men jeg nåede til banegården 20min før afgang og fik hentet min bagage. Politiet valgte så at spærre adgangen til toget til Berlin for alle andre end Rostock Fans. Stemningen har med garanti været bedre blandt de rejsende på banegården i Cottbus end i dette øjeblik. Beskeden var, at vi måtte tage det næste tog en time senere. Jeg skulle hilse og sige, at med al respekt for Cottbus, men så er det ikke det fedeste sted at vente.

Jeg kom dog med et senere tog til Berlin. Ved siden af mig sad en snaksalig ældre mand. Han var noget overrasket over, at en dansker på egen hånd var taget til Cottbus for at se fodbold. Det blev dog til en rigtig god fodboldsnak. Jeg stod af på Ostbahnhof i Berlin, hvor jeg havde booket et hotelværelse. På Ostbahnhof er der et lille hyggeligt kebab sted. Mens jeg fortærrede en døner, nogle fritter og Cola, tænkte jeg på den gamle mands undren. Hvorfor tager en dansker på egen hånd ud og ser Cottbus? Hvorfor tager man frivilligt en hel weekendtur på Tysklands tredje klasse?

Nogle tyske fans bruger udtrykket: Leidenschaft kennt keine Liga. Altså lidenskab kender ingen liga. Det var svaret på den gamle mands undren. Stemningen var klasse til alle kampene. Meget få kampe i dk kan være med på det niveau. Tyskland er bare et voldsomt fedt land at se fodbold i. Tyskerne bakker deres lokale hold op uanset række. Så mit råd er bare at komme afsted. Også til de mindre steder. Det vil du aldrig fortryde…