Hearts byder på autentisk stemning og fodbold, mens klubben kommer sig over en økonomisk smertende afsked med den kontroversielle rigmand Vladimir Romanov. Hjerter er stadigvæk konge

Der svinges pints over baren i solidt tempo. De bordeauxfarvede vægge er prydet med fodboldklenodier fra en af Skotlands ældste fodboldklubber, mens de mange fjernsynsskærme i det store, menneskefyldte og ganske svagt oplyste lokale viser fodbold. Tynecastle Arms, som stedet hedder, er en klassisk britisk pub, der på en kampdag er samlingssted for fans  af den ene af Skotlands to traditionsrige hovedstadsklubber, Heart of Midlothian Football Club.

Klubben, der er bedre kendt som Hearts, blev dannet i 1874, og i de første 12 år af klubbens levetid fristede den en tilværelse som nomadeklub med skiftende hjemmebaner rundt omkring i Edinburgh. I 1886 fik klubben fast hjemmebane på Tynecastle Park, der ligger gemt bag  ældre de bygninger, små caféer og specialbutikker i den tætbefolkede bydel Gorgie – et par kilometer vest for den gamle by i Edinburgh. Er du træt af skyhøje priser og stemningsforladte storstadions længere sydpå i Storbritannien, bør du besøge Tynecastle Park.

Dette besøg begynder dog i nærmest provokerende stilhed.

To timer før kampen er der ikke meget liv i gaderne omkring Tynecastle Park. Der mangler bare en vindheks i kilt for at fuldføre scenen, men så vågner Edinburgh op til kampdag. Omkring en halv times tid før kampen myldrer det med især mænd med bordeaux- og hvidstribede fodboldhalstørklæder.  En stor del ankommer til fods, mens andre kommer ud fra de tilstødende pubber og fra byens røde dobbeltdækkerbusser.

Horden af mennesker søger i to retninger mod stadion. Nogle spadserer mod hovedtribunen med den moderne glasfacade, som ligger et stenkast fra Tynecastle Arms, mens resten går rundt om den stadion ad den tidligere nok så tomme vej, der fører gennem Gorgie-bydelen. De passerer en gammel kirke, drejer til venstre og stiller sig i kø blandt adskillige andre mennesker.

Køen  til indgangen strækker sig langs en mur, der omkranser klubbens træningsanlæg, og synes lang og uoverskuelig. Det går dog relativt hurtigt med at komme frem i rækken. Det varer ikke meget mere end fem minutter, før folkene i den omkring hundrede meter lange kø er kommet igennem de meget smalle indgangssluser. Kun de, der har tasker med ind, bliver kontrolleret for andet end en gyldig billet.

Tynecastle Park er et forholdsvist lille stadion efter britisk standard med plads til lidt mere end 20.000 tilskuere. 13.000 af pladserne tilhører sæsonkortindehavere, og med små 3.500 pladser til udeholdets fans, er der lige omkring 3.500 billetter tilbage i løssalg til klubbens hjemmekampe. Tilskuerne er placeret tæt på banen, og de stejle tribunerne betyder, at der er et godt udsyn, uanset hvor på stadion du befinder dig.

Selvom stemningen på det proppede stadion til tider mærkes flad, hersker der alligevel en speciel atmosfære på det lille stadion.  Som et minde om fodbold fra i går. Her er ingen kæmpestore moderne storskærme, og området under tribunerne med boder og toiletter ser ikke ud som om, det har ændret sig i flere årtier. Måske skyldes den af og til tamme stemning, at der ikke bliver serveret øl på noget stadion i den bedste række i Skotland. Den rigide beslutning om at straffe de mange for de få tumpers idioti har efterhånden 37 år på den ternede buksebag. Siden optøjerne mellem tilhængere af Rangers og Celtic endte med en baneinvasion og slagsmål i en pokalfinalekamp i 1980 på Hampden Park, har skotsk fodbold været tørlagt.

De sidste par år er debatten om, hvorvidt det er på tide at droppe forbuddet blusset op igen. Indtil videre kommer  der dog ikke en dråbe ud af fadølshanerne på stadion. Den mørke dag ligger snart 38 år tilbage, men forbuddet lever stadig som bolværk mod den hooliganisme, skotterne har bokset med og mod. For hvor det følge af fans som det skotske landshold har med sig on the road kendes som den medlevende og fredelige Tartan Army, har især hooligans fra Celtic og Rangers før i tiden ligget i noget nær åben krig. En konflikt med tydelige referencer til konflikten i Nordirland og Englands herredømme over skotterne samt det mere velkendte religiøse stridsmål mellem Celtics katolikker og Rangers’ protestanter.

Der er intet denne dag i Edinburgh, der varsler ballade, men længere vestpå i Glasgow er de mere velkendte med balladen. Det tungeste argument er det, der ikke nævnes. Elefanten i rummet, nemlig at et fodboldstadion og fodboldfans er et latent sted for optøjer og vold, og alkohol er gnisten, der kan få det hele til at eksplodere. Det siger ingen højt, naturligvis. Men det er jo sådan, det er.

Frygten for de få betyder, at hovedparten af de skotske fodboldfans straffes med sodavand. Eller noget tyndt sjask de kalder te. Det må de fredelige folk, der bakker op om Hearts, leve med.

Det betyder dog ikke, at hjerterne her ikke kan slå hurtigt. Rivaliseringen med byens andet hold, Hibernian, bare kaldet Hibs er af fodboldens ældste lokalopgør. The Edinburgh Derby kan dateres tilbage til juledag 1875 og den første kamp mellem de to hold i byens park The Meadows. Et lokalopgør med religiøse undertoner, men slet ikke på niveau med de borgerkrigslignende tilstande for år tilbage mellem Rangers og Celtic. Old Firm har trods alt set drab, håndgranater og pubber ryddet af beredent politi – som i heste indenfor – den voldsomhed har kampen om håneretten i Edinburgh gudskelov aldrig set. Bevares, det er en kamp, der kan få byen på den anden ende, og publikumsrekorden fra 1950 med 65.000 fremmødte på Hibs’ hjemmebane Easter Road er ret imponerende. Især med tanke for den daværende stadionkapacitet lød på 45.000. Stadionsikkerhed fra et andet årti, men det store opbud gav Hibs kortvarige planer om at udbygge stadion til at kunne rumme 100.000 sjæle. Det ville give kælenavnet ’The Holy Ground’ en ny klang.

Hibs er for byens katolikker med rødder til Irland, hvorimod Hearts flager med Union Jack og råber på ’Fenian blood’, men det bliver ved sangene. Dog fik Walter Mercers ide om en fusion mellem de to klubber i 1990 – en slags Edinburghs FC København – med arbejdstitlen FC Edinburgh en meget kort levetid. Ikke alt er til salg, men det forhindrede ikke Hearts i at komme på udenlandske ejerhænder år senere efter et sportsligt godt årti op gennem 90erne.

En speciel klub

At der er noget specielt over Tynecastle og Hearts-fansene, fik klubben at mærke i 2012, da klubben stod tilbage med en stor gæld. Ejerne ønskede at flytte hjemmebanen til det nært beliggende rugbystadion Murrayfield med plads til dobbelt så mange tilskuere som Tynecastle Park. Det fik fansene til at protestere mod flytteplanerne, og fansenes stemme var så kraftig, at flytteplanerne blev sparket til hjørne på permanent basis. Hearts har dog siden spillet en del af sine hjemmekampe på Murrayfield på grund af den nylige ombygning af Tynecastle Park.

Gælden var opbygget over flere år og stod som bundlinjens blodrøde gravskrift over et af de mere opsigtsvækkende klubejerskaber, som moderne fodbold har set: Romanov-æraen.

Den russiskfødte litauer Vladimir Romanov var en mange erhvervsfolk, der lavede en formue på Sovjetunionens sammenbrud. En driftig forretningsmand der blandt andet sad som bestyrelsesformand for investeringsselskabet UBIG med vidtforgrenede interesser herunder hovedaktionærposten i den litauiske bank Ukio Bankas.

Romanov øjnede de mange millioner i Champions League, men helst via en klub der ikke ville koste en formue at overtage og gerne i en liga, hvor litauiske spillere med en vis sandsynlighed kunne implementeres, uden niveauet var for højt. Hearts.

Op gennem 90erne skruede de skotske klubber voldsomt op for budgetterne. Naturligvis med Celtic og Rangers i spidsen og de to Glasgow-rivaler hentede store navne til den skotske liga. Brian Laudrup, Kanchelskis, De Boer, Christian Nerlinger, Tore Andre Flo, Stefan Klos optrådte for Rangers, mens Celtic mønstrede Stilian Petrov, John Hartson, Henke, Chris Sutton, Neil Lennon plus en del skotske landsholdsspillere i begge lejre. Regnestykket holdt ikke, tv-pengene voksede ikke som i England, og klubberne blev indhentet af gæld med flere konkurser til følge. Også Hearts blev ramt og bevægede sig i 2003/04 på randen af konkurs.

Romanov havde brug for et korthus, hvor han for en beskeden investering kunne sparke døren ind, og efter litaueren blev afvist af Dundee United, Dundee FC og Dunfermline, så åbnede Hearts op for en investering. Under løfte af store investeringer i spillertruppen samt et nyt stadion gik Romanov i 2005 fra en aktiepost på 19 procent til 82. Edinburghs fodboldhjerter havde fået en ny konge takket være ’Romanov Revolutionen’.

Og litaueren opførte sig som en sand zar med hånd og halsret over spillersalg og indkøb, men træner George Burley satte suverænt holdet.

Klubbens betydelige gæld blev fragtet ud af de skotske banker til mere kontrollerbare steder i Rusland og Litauen, ikke mindst Romanovs egen bank, og på banen kom Hearts fra land med den bedste sæsonstart nogensinde. Efter otte sejre i træk og et tidligt forspring på seks point ned til Celtic på andenpladsen slog Romanov til og fyrede succestræner George Burley. Efterspillet i pressens spalter med beskyldninger om alkoholisme blev grimt, og Hearts tilhængere lagde ikke skjul på deres støtte til Burley og foragt for ellers så populære Romanov.

Ny trænere kom til, men som stråmænd for Romanov, der som Burleys afløser Graham Rix forklarede det, de facto satte holdet. Ikke overraskende så lykkedes det aldrig for Romanov at hente de toptrænernavne, som han ellers flittigt luftede i pressen til at styre klubbens multinationale trup. Men det var ikke en ueffen trup den kontroversielle litauer samlede. Der var udover litauiske landsholdsspillere også de tre tjekker Pospisil, Bednar og Rudi Skacel, der også har Marseille, Hertha Berlin og Panathinaikos på cv’et. Dertil en talentfuld skotsk trup med adskillige landsholdsspillere.

Hearts lykkedes med at bryde Rangers og Celtics duopol. Celtic vandt måske nok mesterskabet, men Hearts tog andenpladsen, og dermed retten til at spille kvalifikationsspil til Champions League.

Her kom AEK Athen i vejen på tærsklen til det gruppespil, som Romanov drømte om, da han købte klubben. 1-0 og sejrskurs på eget græs endte med et 1-2 nederlag efter et rødt kort til Hearts, og to uger senere i returkampen kollapsede skotterne. To røde kort og tre indkasserende mål sendte dem i dørken og ned ad en glidebane. Det blev en tid med Romanovs søn som teknisk direktør og ni trænere på syv sæsoner. Spol frem og Romanov må forlade klubben i 2013, da hans litauiske bank erklæres konkurs, og han efterlader for 300 millioner kroner gæld i Hearts. En god del af den minus-sum var bundet op med hjemmebanen som garanti.

Det åbnede for et fanejerskab af klubben via The Foundation of Hearts. En sammenslutning af fans og med økonomisk støtte fra nuværende og tidligere spillere, der har som ambition at overtage den fulde kontrol med klubben i 2020.

Romanov? Han endte med et mislykket forsøg på at blive præsident, blev efterlyst af litauisk politi for finansielle fiduser og vandt den litauiske version af Vild med Dans i 2009. En triumf sikret efter så kluntet en omgang på dansegulvet, at han i folkemunde kaldes trædukken, og naturligvis kom sejren på dansegulvet ikke i hus uden heftige anklager om valgsvindel.

Zaren kom og skred igen – og efterlod Hearts knust efter mislykkede forsøg på at nå Champions Leagues forjættede land efter en investering, der angiveligt kostede Romanov omkring 450 millioner kroner.

Hvordan den økonomiske kage egentlig blev skåret, det vides ikke. Der var bare et gabende hul i Hearts’ økonomi, der resulterede i en nedrykning i 2014. Men de var ikke alene i sumpen. Rangers var på vej op igen efter konkurs, og bysbørnene Hibs rodede også rundt i den næstbedste række.

Med en billet op trak Hearts det længste strå takket være 29 sejre ud af 36 kampe. Et glimt af storhed for et hold der ikke har vundet titlen siden 1960. De vinder heller ikke mesterskabet igen indenfor de næste ti år. Celtic er ganske enkelt for suveræne målt på alle parametre, men skotsk fodbold ligner så småt sig selv igen, nu hvor også Rangers og Hibs er tilbage i den bedste række.

Selv Aberdeen slår fra sig, men tv-pengene er for små til, at skotsk fodbold sådan for alvor kan drømme om et comeback på den europæiske scene. De skotske klubber i den bedste række deler årligt omkring 120 millioner kroner. En klub i den engelske Premier League lander en milliard kroner pr sæson.

Det kræver ikke en skotsk gnier at regne ud, det giver skotterne visse kvaler i den interne konkurrence i Storbritannien, og skotterne har da også den dårligst betalte tv-pakke af Europas 20 største ligaer. Selv Superligaen lander flere skillinger.

Det tænker man ikke over sådan en kampdag i Edinburgh. Der handler det bare om at nyde den anderledes fodbold, end de byder på i den rige Premier League sydpå.

Et besøg hos Hearts er ikke et visit med fejende skøn fodbold, men det er et varmende besøg hos en klub med autentisk stemning langt fra den glitrede fodbold på Londons store stadions.

Hjerterne slår stadigvæk. Trods alt.