Jeg besøgte Broadhurst Park, hvor F.C. United of Manchester har hjemme, til et topbrag i NPL Premier Division. F.C. United of Manchester, der er en klub, som blev skabt i protest imod udviklingen i fodbold.

Rækkefølgen på klubnavnet står rigtigt. Du har ikke læst forkert, men hvis du læste Manchester United i første omgang, så har den store klub stadig noget med sagen at gøre. F.C. United, som fansene ynder at kalde F.C. United of Manchester, er nemlig skabt på baggrund af en hændelse foregået i Manchester United.

Du skal have fat i kalenderen og vende den 15 gange. Vi skal tilbage til 2005, hvor Glazer-familien overtog ejerskabet i Manchester United. Mange Manchester United-fans havde længe været utilfreds med, hvordan udviklingen i klubben og moderne fodbold havde været, hvor man ændrede kamptidspunkter for tv-stationernes skyld, mange turister kom, og gav sjælløse stadioner, stigende billetpriser m.m. Glazer-familiens overtagelse var skuddet, som gjorde, at fansene måtte bukke under, og dermed skabte de F.C. United i protest.

På fronten af F.C. Uniteds røde hjemmebanetrøje findes trøjefabrikanten og klublogoet. En sponsor på maven, der kan give ekstra penge i klubkassen, har de ikke hos F.C. United. Og nu vi er ved trøjefarven, er shortsene hvide og strømperne sorte, ligesom Manchester United også hovedsageligt har stillet til start i, når de tørner ud på Old Trafford godt 10 kilometer sydvest for Broadhurst Park.

29. februar 2020, Manchester. Det er lørdag. Den store fodbolddag i England, hvor mange mennesker valfarter på pubberne, herefter stadionerne og derefter pubberne igen. Kampen, som vi skal ud og se, er F.C. United mod Warrington. Den bliver spillet kl. 15.00 lokal tid, hvilket er tidspunktet, hvor de fleste kampe bliver afviklet i England, og det er samtidig tidspunktet, hvor de fodboldglade englændere skal på stadion, hvis de vil se fodbold, for der bliver ikke vist kampe i tv’et på det tidspunkt.

Vi bor inde i centrum i Manchester, og efter et smut forbi This & That, der er et indisk spisested, som du ikke skal snyde dig selv for at besøge, selvom det ikke ser ud af meget ude fra gaden af, går turen mod Broadhurst Park. Vi tager en Uber ud til The Railway Hotel, der er en pub, som ligger godt en mil fra stadionet. En hyggelig, lille pub, hvor vi nyder et par ales inden kampen.

Vi sætter kursen mod Broadhurst Park. Vejen op til stadion kan vi ikke tage fejl af. Den ene mil skal tilbagelægges på den samme vej, St. Mary’s Road. Stadionet ligger i bydelen Mosten, som faktisk overrasker mig. Da vi først er kommet forbi tankstationen og er gået under broen, er det nogle pæne huse, som ligger her. Semi-detached houses og terraced houses pryder den lange lige vej mod stadion. Og efter en kort gåtur ligger Broadhurst Park inde til venstre.

 

Broadhurst Park

Vi krydser noget af parkeringspladsen for at få et bedre syn på hovedtribunen, Main Stand, som er den eneste tribune med siddepladser på det 4.400 kapacitets store stadion. Stadionet, som tog godt halvandet år at blive bygget, stod færdig i maj 2015. De første år af F.C. Uniteds levetid spillede de i stedet på Gigg Lane, som er Bury F.C.’s hjemmebane.

Nu er tiden kommet til at rette blikket mod indgangen, og vi tager den på hjørnet af Main Stand og St. Mary’s Road Stand, der er tribunen, som vender ud mod vejen, der førte os til stadionet. I køen til indgangen køber vi et kampprogram til 2 £, hvilket jeg er pænt tilfreds med, i og med at vi ikke fik udleveret nogen fysisk billet, da vi nåede frem til tælleapparaterne. Billetpriserne er tilforladelige. 12 £ for voksne, 7 £ for studerende/ældre og 3 £ for dem under 18.

Da vi kommer ind, vælger vi at kigge lidt rundt på det lille, hyggelige stadion, der er et af de største i Northern Premier League Premier Division, som er Englands syvende bedste række. I forrige sæson rykkede F.C. United ned fra den sjette bedste række, hvor klubben ellers havde tilbragt fire sæsoner. På Broadhurst Park er pladserne først til mølle, men i stedet for at vælge langsiden med siddepladserne, stiller vi os på endetribunen, St. Mary’s Road Stand, der nemmest kan sammenlignes med ståtribunerne, som vi kender fra Tyskland. Main Stand og St. Mary’s Road Stand er også de eneste to tribuner på stadion, hvilket også kan ses på billederne.

I og med at vi er langt nede i de engelske fodboldrækker, er reglerne heller ikke så mange, som vi kender dem fra ligasystemet. Særlig en regel lovpriser vi. For efter vi har købt vores øl nede under tribunen i den hyggelige bar, der har sat sofaer, stole og borde op, må vi gerne tage vores øl med op på tribunen, hvilket man ikke må til en Premier League-kamp.

På St. Mary’s Road Stand står de mest vokale F.C. United tilhængere, og derfor placerer vi os også lidt til højre fra den store gruppe af tilhængere i respekt for dem og deres hold. F.C. Uniteds tilhængere holder stadig fast ved dele af historien fra Manchester United. For har man været på Old Trafford, er det nemt at forveksle bannerne med dem, som er på Broadhurst Park. Og specielt en ting hæfter vi os ved. Til højre fra os hænger endnu et banner. I farverne sort og hvid. En gengivelse af det kendte ”Munich-clock”, som hænger ved Old Trafford i ære for de omkomne i flyulykken d. 6. februar 1958, hvor dele af Manchester Uniteds trup med flere omkom.

F.C. United v Warrington

Kampen i dag er en topkamp i rækken, hvor F.C. United alligevel må tildeles en lille favoritrolle. I løbet af 1. halvleg kommer F.C. United også planmæssigt foran 2-0, men i de sidste fem minutter af 1. halvleg får Warrington puttet to ind. Det andet af dem er meget bizart. En bold bliver slået ind over, og det ser meget ufarligt ud, men på en eller anden måde får vinden fat i bolden, og snyder F.C. Uniteds målmand, der heller ikke ser alt for bevægelig ud i situationen.

Allerede på dette tidspunkt vipper kampen frem og tilbage, og det bliver den ved med. Først kommer Warrington for første gang i kampen foran i starten af 2. halvleg. Derefter udligner F.C. United på et straffespark, der dog ikke er et resultat, som får lov til at stå i lang tid. Få minutter efter straffesparket kommer Warrington på ny foran i kampen, og denne gang virker det som dødsstødet til F.C. United, men det bliver det ikke. I det 96. minut får en af F.C. Uniteds centrale forsvarsspiller stanget bolden i mål ned mod, hvor vi står, og dermed er det ene og vigtige point sikret til hjemmeholdet, da dommeren kort tid efter fløjter kampen af. Under hele kampen var vi meget imponeret over lydkulissen på Broadhurst Park. Der var godt gang i sangene gennem hele kampen, hvilket sørgerede for en god stemning.

Efter den medrivende kamp går vi samme vej ad St. Mary’s Road tilbage. Vi napper lige en øl mere på The Railway Hotel, inden turen går tilbage mod centrum i Manchester. The Railway Hotel ligger blot 100 meter fra et sporvognsstoppested, Newton Heath & Mosten, hvor vi på 11 minutter kan være tilbage i centrum.

Jeg håber, at du har fået lyst til at tage en tur på Broadhurst Park for at se F.C. United spille. Det er et fedt afbræk fra Premier League og de store ligaer. Jeg kombinerede min tur på Broadhurst Park med en Premier League-kamp og en FA Youth Cup-kvartfinale. Så er du i Manchester, Liverpool eller omegn, vil jeg anbefale dig at tjekke, om F.C. United spiller hjemme.