“ALLEZ I’OM, ALLEZ I’OM” – slutningen på den legendariske Marseille sang hvor begge endetribuner synger til hinanden runger stadig i mine ører når jeg tænker tilbage på min tid i Marseille. Teksten går som “Aux Armes – Nous sommes les marseillais – Et nous allons gagner – allez l’OM” dvs. Til våbene – vi er Marseille – vi vil vinde – kom så OM, og den fungerer som et fantastisk sammenspil mellem de mange forskellige ultras fraktioner, som står på hver sin endetribune. Jeg oplevede Marseille spille på det karakteristiske Stade Velodrome tre gange på mit udvekslingsophold i byen i forbindelse med min kandidatuddannelse på CBS. Her følger min fortælling om hvordan jeg oplevede, at gå til fodbold i Marseille og de kampe jeg så: Marseille vs. Strasbourg, Bordeaux og Lyon

Jeg var ankommet til den sydfranske millionby på en varm dag i august og skulle bo i Marseille indtil jul. Byens størrelse overraskede mig en anelse. Det er den 2. største by i Frankrig og byen føles endeløs lang. Årsagen til dette er, at byen består af massevis af små landsbyer/byer, som nu er blevet til én. Selvom Marseille er så stor, så er der kun én fodboldklub af betydning: Olympique de Marseille. Kort efter min ankomst gik jeg rundt med min kammerat i byen og faldt hurtigt over en af OMs fanshops. Ved gennemsynet af spillertrøjen fik jeg øje på skriften “droit au but” ovenover klubemblet. Jeg spurgte en franskmand hvad dette betød og fik oversættelsen “directly to the goal”. Fedt! Min ønskeseddel til universiteter i Frankrig blev primært prioriteret efter hvor fed en fodboldklub og fodboldby denne befandt sig i, og jeg fokuserede mere på dette end hvad universiteterne kunne tilbyde akademisk… Ups. Jeg havde før mit ophold kun set franske hold i Champions League og var nu opsat på at opleve det sande billede af fransk fodbold og fankultur. Foruden Marseille, så var jeg også i Nimes, Lyon, Montpellier og Nice for at se fodbold.

Stade Velodrome, sikke et stadion. Hver dag kørte jeg forbi dette pragtfulde eksemplar af et unikt stadion på vej ud til universtitet beliggende i Calenques nationalparken. Det er det største klubstadion i Frankrig med plads til 67.394 tilskuere og fik i forbindelse med Frankrigs nylige afvikling af Europamesterskaberne tilført et tag der dækker samtlige tribuner. Det er svært at beskrive nøjagtigt med ord, men designet af det overdækkende tag gør at man føler sig låst inde i en anden verden, og det imponerende design bidrager virkelig til din fodboldoplevelse. Jeg har hørt enkelte kalde det for et rumskib og de bløde lange hvide linjer kan da også give et meget futuristisk udtryk efter min mening. Udefra virker stadion enormt og det store trappeparti foran stadion inviterer nærmest til, at man lige skal gå op og kigge rundt, selv når det ikke er kampdag. 

 

Marseille har de seneste år ikke været for godt kørende og de var derfor desværre ikke med i Europa, mens jeg boede der. Denne sæson (2019/20) har Marseille dog fundet rytmen igen og klubben vandt også alle de kampe jeg var inde at se. Min første kamp på Velodromen var for, at se Marseille vs. Strasbourg. Billetterne havde været nemme at købe på klubbens hjemmeside og stadion var heller ikke udsolgt – faktisk så var hele 3 tier på den ene langside tom. Alligevel var der 50.000 tilskuere til denne kamp hvor Marseille vandt 3-1. Klubben har installeret et topmoderne lyssystem, som giver den gas før kampstart og når Marseille scorer. Familierne og mainstream fansene på langsiden nød showet, mens de mange forskellige ultras fraktioner i begge endetribuner så mindre behagede ud. Indløb er foruden det gigantiske lysshow assisteret af lyden til ‘Jump’ – den samme sang som Brøndby IF anvender til deres indløb her i Danmark. Begge endetribuner havde tifoer under indløbet. Endetribunen nærmest mig markerede først med en lang række store flag nationaliteten (formoder jeg) af klubbens mange internationale spillere. Herefter fulgte cirka 12 store bannere farvelagt med forskellige nationers farver og en skrift på det lands sprog. For eksempel spottede jeg det argentinske banner med teksten “Aguante el Olimpico” og “Vamos OM” fra Spanien osv. osv. Den modsatte endetribune havde lavet en veludført mosaik tifo i hvid og blå, som lignede et flot Marseille flag. Fransk fodbold er attraktivt at se og fortjener ikke det ‘farmers league’ stempel, som primært engelske fans er lykkedes med at pådutte den franske liga. Niveauet kan givetvis godt svinge, men de tekniske kundskaber er ofte fortrinlige og spillerne har noget mere hård på brystet end deres spanske kollegaer i La Liga for eksempel. Det gør også at der bliver gået mere til den i den franske liga og det nyder det franske pubklikum godt om da de elsker, at råbe aggresivt under en fodboldkamp. 

Stemningen på Stade Velodrome er klasse! Som nævnt, så består begge endetribuner kun af ultras grupperinger og disse synger under hele kampen. Hos begge tribuner huserer  forskellige fraktioner og mit bud er at der er 5-6 forskellige grupperinger (måske endda endnu flere), hvoraf Fanatics, South Winners, Yankees, Dodgers er nogle af navnene på de disse. Én af disse befinder sig på sydtribunen og bærer altid orange tøj, så de er tydelige at spotte og fylder halvdelen af den ene endetribune. I begge ender synger de forskellige grupperinger deres egne sange og jeg sad med følelsen af, at det er spildt potentiale idet lydtoppen kunne nå endnu højere højder hvis alle samarbejdede bedre. Dette sker dog når de to endetribuner synger den famøse sang, som jeg skrev i indledningen. Hver endetribune gentager teksten efter hinanden og hele stadion runger. Efter sangen står alle og tonser ind i hinanden mens de låller – det er klasse. Generelt er tifoarbejdet i Marseille i verdensklasse. Til kampen mod Bordeaux var der ved indløb tifoer tifoer som gjorde det lettere at skelne de forskellige grupperinger. Tribunen nærmest mig havde et stort banner med Che Guevara og en stor mosaiktifo, som skabte et flag i hvid og blåt. Nordtribunen havde tre tifoer hvor en gruppering dannede en mosaik med OM i blåt og hvidt, den anden markerede hvad deres fraktion hed og slutteligt, den femte gruppering med tifo til denne kamp fyrede romerlys af sammen med et OM banner. Fælles for de forskellige grupperinger er deres kærlighed til pyro og kanonslag – det vil du se og høre en masse af hvis du tager til fodbold i Frankrig, både inde og udenfor stadion.

Lyon ligger 300 km nord for Marseille og dette er sammen med opgøret mod PSG det største opgør for klubben. Jeg kunne godt mærke et større tryk på billetsalget og priserne var da også derefter. Det er muligt at købe billetter til denne kamp og du behøver ikke købe lige når de bliver sat til salg, men du skal heller ikke vente for længe. Til denne kamp ville Marseille markere sin 120 års fødselsdag og der kom da også en ny tilskuerrekord denne dag med 65.400 tilskuere – alle til stede var Marseille fans idet awayfans ikke var tilladt. Ude foran stadion var der fyldt med mennesker et par timer før kampstart. Der havde været en stor march fra havet ind til stadion, som jeg desværre ikke havde været bekendt med. Men jeg har set billeder og videoer derfra og det lignede en overflod af pyro og kanonslag langs hele ruten. Foran stadions kæmpe trappeparti stod mange ultras også og havde en fest. Pyro blev tændt i massevis og endnu flere kanonslag blev kastet vidt omkring. Folk smadrede flasker ned i jorden og hoppede ind i hinanden som var det en kæmpe moshpit, mens de sang slagsange. Stil dig på trappen og se det hele udfolde sig, men vær opmærksom på din gang derhen da kanonslag flyver omkring ørene på dig! Inde på stadionet kan man godt fornemme en lidt mere intens og hypet atmosfære, og at det her er en stor kamp der skal til at udfolde sig. På alle fire tribuner var der tifo, og mens VIP tribunen fik uddelt flag, så udspillede der sig en kæmpe mosaik tifo på de tre andre tribuner. Hver endetribune dannede en stjerne og bagerst blev tifoen af de pokaler klubben, som havde vundet i sin 120 års levetid lyst op med blinkende pyro. Den ene langside, og den jeg stod på, dannede tallet 120. Derudover så blev tre store tifoer hejst op ved grønsværen med illustrationer af klubbens grundlægger, byens vartegn og kirke Basilique Notre-Dame de la Garde og klubbens logo. Fantastisk tifo, sikke et arbejde. Kampen var hæsblæsende og trykket fra fansene var stort. 

 

Marseille vandt kampen mod Lyon 2-1, og det er en kamp jeg vil anbefale højt for andre groundhoppere at se. Til hver kamp jeg så var der veludført tifoarbejde og stemningen var klasse. Hvis du tager til kampen mod Lyon eller PSG så tjek op på om der er fanmarch til stadion. Og hvis du tager til fodbold i Marseille, så overvej om du ikke vil udnytte din tid i det sydfranske bedre ved, at tage til andre byer også. Marseille er en kæmpe gangsterby og utrolig beskidt over alt. Det er hyggeligt ved havnen hvor der er en del pubs, men din vej hjem til hotellet om natten vil være i selskab med ufatteligt mange rotter. Hvis du er til det mere autentiske i Marseille så er der et torv med barer og resturanter der hedder Cours Julien – det er Nørrebro på steorider hvor samtlige facader er fuldstændigt overmalet med grafiti og det er her de skæve typer personligheder mødes. Og nå ja, der er der også beskidt. Hele byen er møgbeskidt, der er grafitti overalt (!!), ingen kan engelsk, illegale indvandrere går i store grupper og byens indbyggere er langt fra ligeså venligtsindede som jeg oplevede det i andre franske byer. Du skal tage til Marseille for at se en fodboldkamp, tage op til kirken Basilique Notre-Dame de la Garde hvor du kan se den enorme by og Stade Velodrome fra toppen og hvis tiden tillader det, så tag ud i nationalparken Massif des Calanques. De små hyggelige stræder og torve findes ikke i Marseille, så min anbefaling er at leje en bil, og tage ud og se det mere charmerende Sydfrankrig.

 

COPA90 har lavet disse mini-dokumentarer om Marseille: