Monjasa Park den 13/6-2020: Alle klubber har sponsorer, og det har FC Fredericia selvfølgelig også. Men som et ekstra twist, så er alle spillere i startopstillingen sponsoreret af hver deres virksomhed.

Første halvleg

Efter 4 minutter var der optakt til en stor chance for Fredericia. Men den løb ud i sandet pga. et dårligt indlæg. Efter 7 minutter fik Fremad Amager et frispark på kanten af hjørnet af feltet. Indlægget blev clearet ud af boksen til en Fremad spiller, som dog med en dårlig aflevering fik kludret bolden ud til indkast. Derefter bølgede kampen lidt frem og tilbage. Lige indtil Fredericias forsvarsspiller, Erik Nielsen, syntes han ville være med i kampen. Han lavede en helt unødvendig og grim tackling helt oppe ved midtercirklen, hvilket han fik en ostemad for. Kongens drenge, Fredericias fans, var dog ikke helt enige i den beslutning. Så de begyndte at synge ”FC’s drenge går amok!”. Men det gjorde de ikke… Derefter begyndte de at synge ”Dem som vi kender, dem skåler vi med, alæ alæ alæ”. Trods færre end 500 tilskuere, hvoraf kun ca. 50 var ’hardcore’ fans, så forsøgte de trods alt at lave en god stemning.

Efter 15 minutter havde Fredericia en stor chance, som dog blev reddet ud til hjørnespark. Hjørnespark er for resten også sponsoreret i Fredericia! Det endte med en stor chance, men Fremad fik clearet bolden til en kontra. Den chance blev dog ikke til noget. Kort efter fik Fredericia endnu engang hjørnespark, og denne gang blev bolden sparket på stolpen, men målmanden fik fat i den. Der blev dog også dømt frispark til Fremad i situationen.

Efter 21 minutters spil havde Fredericia endnu en stor chance, denne gang efter et par flotte driblinger. Men det endte i klumpspil, ikke helt efter regeringens coronaretningslinjer, og Fremad fik derefter sparket bolden ud af kommunen. Minuttet efter fik Fredericia endnu en kæmpe chance, som de symptomatisk heller ikke fik udnyttet. Endnu engang fik de hjørnespark, og denne gang var bolden tæt på at ryge over stregen efter klumpspil. Men endnu engang fik Fremad ekspederet bolden væk fra farezonen.

Efter at have været på røven det meste af kampen, scorede Kristoffer Munksgaard for Fremad Amager efter 27 minutter ud af det blå, efter en fejl på midten af banen. 0-1, stik imod spil og chancer. 3 minutter senere fik Fremad endnu en stor chance, efter endnu en fejl på midtbanen. Men bolden røg et godt stykke over målet, over jordvolden og næsten ud af stadion.

Kongens drenge var ret utilfredse med kampens drejning, det gad de ikke være med til, så de begyndte at synge ”I er en forstad til Malmø, forstad til Malmø, I er en forstad til Malmø” ned mod Fremad Amager spillerne. God lir i 1. division!

Efter 37 minutter blev endnu en ostemad uddelt. Denne gang til Fremads nummer 11, Réda Rabeï. Få minutter senere fik Fremad indkast, som dog blev clearet. Men Fremads nummer 21, Emmanuel Tokú, fik opfanget bolden på kanten af feltet, chippet den over en Fredericia spiller og afsluttet med ryggen mod målet. Kæmpe chance som gik lige over overlæggeren.

Fredericia begyndte herefter igen at få overtaget, og efter 41 minutter fik Fredericia endnu et hjørnespark. Det blev slået mod bagerste stolpe, hvor en Fredericia spiller fik det headet ind på midten i et klumpspil hvor nummer 13, i øvrigt sponsoreret af Carlsberg, Mathias Johannsen, frækt fik scoret med hælen. Flot mål i en god og begivenhedsrig første halvleg.

Anden halvleg

I anden halvleg kom Fredericia bedst ud, fik presset Fremad i bund og kom frem til et par gode chancer. Efter 56 minutter fik Fremad dog en kontra. En stor friløber som Tokú dog skød lidt over mål. Minuttet efter fik Tokú driblet sig til endnu en stor chance på kanten af feltet, men det lød ud i sandet. Kort efter begik Fremads nummer 11, endnu engang frispark. Denne gang et klodset frispark, som sendte ham selv i jorden og derudover fik han sin anden ostemad og dermed rødt kort. Dette fik Kongens drenge til at råbe ”ludersøn” efter ham. Hvem siger der ikke sker noget i 1. division?

Efter 70 minutter begik Fremads nummer 17, Franco Atchou, et klodset frispark på kanten af feltet og fik en ostemad. Fredericia bankede dog bolden i muren, og chancen blev ikke til noget. Minuttet efter sparkede Fredericias nummer 3, Jacob Buus, bolden fladt fra hjørnet af feltet mod mål, men Fremads målmand, Nicklas Dannevang, fik akkurat skubbet bolden til hjørnespark. 5 minutter senere pressede Fredericia endnu engang på, og fra kanten af feltet i venstre side blev bolden spillet indover bagerst i feltet. Her fik nummer 3, sponsoreret af T-Hansen, Jacob Buus, headet bolden i mål fra en spids vinkel, med et flot lob over Dannevang.

Efter 79 minutter blev kampen afbrudt, fordi et voldsomt tordenvejr var på vej ind over stadion. 10 minutter efter afbrydelsen blev kampen udsat til 16:15. Men min groundhopper makker Peter og jeg besluttede at smutte trods skybruddet. Ude foran stadion mødte vi to Fredericia fans som også smuttede, og de var så flinke at give os et lift til banegården, hvis vi lovede at købe ”Vi hader Vejle” t-shirts. Så det lovede vi selvfølgelig 😉

16:15 blev kampen genoptaget som planlagt, og vi så resten af kampen på telefon i toget på vej mod Aarhus. I det 92. minut scorede Fredericias nummer 7, Dennis Høegh, til 3-1 og cementerede sejren.

Efterfølgende kunne man på Snapchat se, at en Fredericia tilskuer havde invaderet banen, hvorefter tilskuerne begyndte at råbe ”Så der baneløber, så der baneløber!” og ”Titusind, titusiiiind! Titusind ud af vinduet mand, fucking idiot!”… Det kan man kun give dem ret i. Titusind lige ud af vinduet. Det er idiotisk at løbe på banen, og jeg fraråder på det kraftigste at man gør det. Fredericia havde endda skrevet i retningslinjerne til dagens kamp for tilskuere, at hvis man løb på banen ville man blive sanktioneret med titusind kroner i bøde. Kampens afvikling og underholdning overskyggede dog klart dette, syntes jeg.