Da jungletrommerne pludselig begyndt at lyde om, at Tinto Parks dage var tæt på talte, fik mange britiske groundhoppere travlt med at komme en tur til Govan-kvarteret syd for Clyde i Glasgow. Tinto Park var et af de stadioner, som næsten havde mytisk karakter – og med rette. Tinto Park, placeret en kilometers penge fra Ibrox Park i et arbejderkvarter, hvor skibsbygning i sin tid var den store ting, var et af de sidste store stadioner fra gamle dage med store ståtribuner og et kæmpestort, hullet og vakkelvornt tag. Jeg er vild med den slags stadioner, og indrømmer gerne, at vi er ude i den lidt nørdede del af groundhopping her.

I en tid, hvor fodbold i TV ikke eksisterede, ville folk følge Rangers, når de spillede på hjemmebane, og mange Benburb, når Rangers spillede på udebane. Blandt tilskuerne i slutningen af 40’erne og begyndelsen af 50’erne var en ung knægt med navnet Alex Ferguson, som bl.a. så Tommy Douglas brillere på fløjen. Tommy Douglas havde tilknytning til Benburb i mere end 60 år, og var Sir Alex’ favoritspiller.

Programredaktøren, Maisie, fortalte en af mine kammerater, at de sender programmer til Sir Alex jævnligt, det havde han bedt om på et besøg.

Grunden til at det præcise tidspunkt for den sidste kamp på Tinto Park stod hen i det uvisse var, at ledelsen i Benburb ikke ville offentliggøre en fast dato af frygt for, at de lokale vandaler ville splitte stedet ad og brænde bygninger ned, når de vidste, at klubben var på vej af sted.

No Mean City

Alle der har set Taggert vil have hørt titelsangen ”No Mean City”, som refererer til Kingsley Longs novelle om livet i Gorbals i 30’erne, et slumdistrikt syd for Clyde, som man vil have svært ved at forestille sig livet i med fattigdommen, muggen, rotterne, usle sanitære forhold, bander osv. Slummen er blevet revet ned, den sidste del i 70’erne, en stor del af befolkningen derfra genhuset i New Towns, og Glasgow City Centre er på højde med enhver storby, men man skal ikke tage fejl af, at Glasgow stadigvæk er en hård by med kvarterer, hvor middellevealderen kun sniger sig op i midt/slut-60’erne, og hvor den forkerte farve på et halstørklæde kan give problemer.

https://www.dailyrecord.co.uk/news/science-technology/gallery/ghosts-of-poverty-4376210

Cathkin Park

Planen på kampdagen var først at se Hampden AFC spille en kamp i Glasgow College-turneringen på Cathkin Park, 3rd Lanarks gamle stadion tæt på Hampden Park om formiddagen. Cathkin Park var et imponerende stadion med plads til lige over 50.000 tilskuere og ståvoldene findes stadigvæk, nu med en pæn portion træer i stedet for tilskuere. Det er et fantastisk sted, som man bør besøge, når man er i Glasgow. En hardcore gruppe af 8-9 groundhoppere stod og ventede på parkeringspladsen, men der dukkede aldrig nogle spillere op. De havde flyttet kampen til den efterfølgende tirsdag og havde sandsynligvis haft en våd fredag aften. Det havde Dave og Trevor ikke, de var taget af sted fra Cornwall kl. 00.30 og havde kørt nordpå natten over. Det er dedikation! Hampden AFC spiller stadigvæk en del af sine kampe på Cathkin Park på lørdage morgener, så en skønne dag bliver det også til en kamp dér.

Anyways, ingen formiddagsbold så mine britiske kammerater “lokkede” mig en tur forbi Bon Accord og Three Judges, to udsøgte pub’er i Glasgow.

 

Junior Football

Fodbold-set-up’et udenfor Ligaens fire divisioner i Skotland er kompliceret og har historisk været delt op i Senior Football og Junior Football, Senior Football under Det Skotske Fodboldforbund (SFA), og Junior Football under Det Skotske Junior Fodboldforbund (SJFA) med sin egen turnering i tre regioner, West, East og North. “Junior” refererer til standarden, non-league, og ikke til alder. I det sydlige Skotland, som er dækket af West- og East-regionerne, har Junior Football været af en højere standard end Senior Football, men de få gange, hvor der har været ledige pladser i liga-systemet er der blevet rekrutteret blandt Senior-hold… og The Rangers FC.

En del af forklaringen på opdelingen af fodbolden skal findes i et klasseopdelt britisk samfund, Senior Football var middelklasse-fodbold, og Junior Football var working class-fodbold i kul og industribyerne, der bugter sig igennem Skotland fra Ayrshire i sydvest, gennem Central Belt mellem Glasgow og Edinburgh, videre gennem fallerede minebyer i Fife og op til Taysides jute-industri i Dundee. Ligeså smuk som Skotland kan være nordpå i The Highlands, ligeså deprimerende tabte små byer møder man sydpå. Junior-klubber er også karakteriseret ved ofte at inkludere blomster i navnene, fx Dundonald Bluebell, Crossgates Primrose og Bonnyrigg Rose, klubben hvor Sean Connery spillede et par sæsoner, inden han valgte en anden karrierevej.

Junior Football er simpel fodbold for simple mænd ofte spillet på gamle, af og til faldefærdige, stadioner, som man, når man tager de nostalgiske groundhopper-briller af, må erkende ikke har de faciliteter, som hører til i nutiden. Min daværende kæreste blev ofte mødt med et blankt blik, når hun spurgte efter et dametoilet. Der er mange stadioner, der bare ikke er et dametoilet på! Hun fik så lov at låne bestyrelsens toilet i omlædnings-blokken.

Hele non-league set-up’et ændrer sig dramatisk i disse år i Skotland. Junior Football er i høj grad ved at blive absorberet i Senior set-up’et. Men vi er allerede på et sidespor så tilbage til…

Tinto Park

Tinto Park var et af de rigtigt store, gamle stadioner, som i sine velmagtsdage kunne rumme over 10.000 tilskuere. Med tiden er stadionet forfaldet, klubben havde simpelthen ikke midlerne til at vedlige et kæmpestort stadion, hvor der typisk kom 50-60 tilskuere til kampe. Junior-klubber styres af komiteer, som typisk laver alt arbejde i klubben, fundraising, program, vedligeholdelse, rengøring af omklædningsrum osv. osv. De heldige klubber har nogle folk med penge i komiteen, de velorganiserede klubber tjener en skilling på at afholde lotterier. På den baggrund kan man ikke klandre Benburbs komite for beslutningen om at sælge jorden til udstykning og konvertere træningsbanen ved siden af stadionet til et moderne anlæg med nye omklædningsrum og en kunstgræsbane. Men det er alligevel trist.

Det var et fantastisk stadion at besøge i sit storslåede forfald. Den kæmpestore overdækkede ståtribune, ståvoldene, der løber rundt om det meste af banen, nu overgroet med græs og ukrudt. Og den dedikerede gruppe af folk, der holder klubben i live.

Selve kampen levede op til sin status som pokalkamp, 100% indsats og tju-bang fodbold, hvor der blev givet og taget. Gæsterne, Whitletts Victoria fra Ayr, var foran 2-0, Benburb udlignede og blev snydt for et straffespark, i hvert fald ifølge spillere, bænk og tilskuere, inden Whitletts Victoria sikrede sig 3-2 sejren med et sent mål. Af de knap 200 tilskuere var omkring 150 groundhoppere fra hele Storbritannien… og Danmark. De lokale tilskuere havde lidt svært ved at forstå, hvad hele cirkuset gik ud på, og det kan man egentlig ikke fortænke dem i.

Og det var faktisk slet ikke den sidste kamp på Tinto Park, Benburb spillede at par kampe mere på stedet, inden de rykkede ind hos naboerne i Renfrew, mens deres nye ”stadion” blev gjort klart. I Renfrew havde de lokale vandaler også leget med tændstikker og brændt omklædningsrummene ned. Men det er en helt anden historie.


No listing found.