Danmarks måske største ståtribune

Midt i coronaens tid har mange danskere genopdaget Danmark. Måske nødtvunget fordi man ikke på samme som tidligere har kunnet rejse ud og se verdens vidundere. Det samme gælder måske groundhoppere. Selvom de store ligaer rundt omkring i Europa er gået i gang igen, så er det uden tilskuere. I Danmark er vi dog så heldige, at der igen er åbnet op for fodbold. Dog ikke for fuld kapacitet, men muligheden for at komme på stadion er der stadigvæk. Lad det bare være sagt, så er der altså masse af store oplevelser og stadion perler rundt omkring i det ganske land. Her tænker jeg ikke kun på superligaen, men også divisionerne og serierne. Især i hovedstadsområdet er der gamle store traditionsklubber som f.eks AB, frem, Brønshøj, Hvidovre og Vanløse, som spiller i de lavere rækker. Her mærker man virkeligt historiens vingesus og de lokales stolthed ved klubben. Jeg var personligt alt for lang tid om komme ud af starthullerne og få besøgt disse steder. Men som bosiddende i Jylland og med mange tyske stadions i baghaven har de trukket utroligt meget. Set i bakspejlet er det synd, fordi Danmark byder på mange perler og unikke stadionbesøg. Derfor vil jeg komme med en anbefaling om en jysk perle.

I starten af August 2018 var min sommerferie slut. Lettere nedtrykt over at være tilbage på arbejde efter stadionoplevelser i Sverige og Tyskland, kiggede jeg i desperation på Futbology appen over kampen i nærheden. Holstebro spillede hjemme mod Silkeborg i landspokalturneringen. Så i stedet for at køre hjem, så kørte jeg til Holstebro. Jeg havde da hørt, at de havde et stort stadion osv, så det kunne måske være en god oplevelse. Holstebro Idrætspark har en kapacitet på 8.000. En lille siddetribune med plads til 500 tilskuere, og så er der plads til 7.500 stående tilskuere.

Holstebro Boldklub eller HB, som man kalder klubben på de kanter, har ikke gjort det store væsen af sig i den danske fodbold historie. Brøndby fans husker nok Bo Hansen, Morten Skoubo og Jens Risager som faktisk alle kommer fra den klub.

HB lå i 2018 i Danmarks serien, og Silkeborg var lige rykket ud af superligaen. Der var klasseforskel og Silkeborg vandt stensikkert 4-0. Så er alt vist sagt om den kamp.

Hvorfor skal man så komme til Holstebro for at se fodbold? Stemningsskabende fans var der ikke, da jeg var der. De trækker heller ikke på nogen de samme tilskuertal, som nogle af de perler, som man kan besøge i hovedstadsområdet, gør.
Grunden til, at man skal komme til Holstebro og aflægge Holstebro Idrætspark et besøg, er simpelthen den ene langside. En stå tribune, som er et levn fra gamle dage. Den ville helt sikkert ikke blive sikkerheds godkendt til superligaen. Mange siger, at det er den største stråtribune i Danmark. Jeg skal det lade være usagt, men det er helt helt sikkert et kvalificeret bud. I min bog er det helt sikkert den smukkeste ståtribune i Danmark. Den er i mine øjne hele hovedattraktionen i Holstebro Idrætspark, og alene den gør hele besøget til en oplevelse. Det var i hvert fald kærlighed ved første blik for mig, og en kæmpe påmindelse om, at man ikke må glemme guldet i ens egen baghave. Det har vist ikke været mere aktuelt end i disse corona tider.
En bonus info er, at Holstebro i sæsonen 20/21 skal spille i 2.division. Så skal man have lukket divisionerne i Danmark, så er der endnu en grund til at komme forbi denne perle.
Som afslutning lader jeg billeder af ståtribunen tale for sig sit eget tydelige sprog.